Bed and breakfast og overnatning
På Æblegaarden har du mulighed for at finde den ro og fordybelse, som mange savner i hverdagen. Du har fri adgang til haven og uanset vejret og årstiden byder naturen omkring os på mange dejlige oplevelser. Vi bor tæt på både skov og strand –
og har du lyst er der gode faciliteter for både ridning og lystfiskeri i området.
Vi har en tandemcykel, som kan lånes – og vi formidler også gerne leje af enkeltcykler.
Vi har to dobbeltværelser – det ene med mulighed for en opredning.
Vores værelser er lyse og enkelt indrettet. De to værelser deler badeværelse og et lille tekøkken,
hvor der er mulighed for at lave te og kaffe, men ikke mad . Det hele er nyrenoveret og holdt i en stil der passer til husets oprindelige arkitektur.
I bryggerset (der også fungerer som indgang for gæster) kan du møde vores tre søde katte, Findus, Filippa og Filone. Hvis du har lyst vil de gerne kæles med - men de må ikke komme ind i selve huset.
Vi har gratis trådløst netværk og rejser du uden computer, stiller vi gerne en bærbar PC til rådighed, hvis du vil søge oplysninger, tjekke emails eller se en DVD film en regnfuld eftermiddag.
Prisen for en overnatning er kr. 350,- pr. person.
Børn under 10 år, der sover på værelse med en voksen, er ½ pris.
Prisen inkluderer sengelinned, håndklæder og morgenmad.
Børn er hjerteligt velkomne – men lad venligst Fido blive hjemme hos svigermor.
|